Stor CT-scanner i XS-størrelse (Tomoscope XS Plus) – er en af de nyheder Werth præsenterer på verdens største måletekniske messe Control 2019 i Stuttgart d. 7.-10. maj.
I denne uge deltog Metrologic i Werths årlige salgsmøde, hvor vi fik mulighed for at se, hvilke nyheder Werth præsenterer på Control 2019. Mødet var som altid en rigtig god lejlighed for os agenter og datterselskaber til at knytte endnu stærkere bånd og en mulighed for at få vigtig ny viden om det store udvalg af optiske, multisensor- og CT-målemaskiner samt de enkelte sensorsystemer.
Forrige år præsenterede Werth den nye Tomoscope XS, og den har været en stor succes med mere end 30 maskiner solgt på verdensbasis, og mange flere i ordrebogen. Tomoscope XS har vi for nyligt installeret på DTU som demomaskine, og vi har solgt en Tomoscope XS til en stor kendt dansk medicinalvirksomhed til brug i QC i indgangskontrollen. Nu følger så storebroren, Tomoscope XS Plus, som du kan opleve på årets Control 2019.
Nyheder som Werth præsenterer på Control 2019
Tomoscope XS Plus – stor CT-skanner i XS-størrelse!
Werth introducerer en ny og let forstørret udgave af den succesfulde Tomoscope XS, som har sat nye standarder i klassen for de mindre CT-skannere. Den nye maskine vil stadigvæk have en meget optimal størrelse på under 150 cm i højde og bredde og kan med en vægt på ca. 1400 kg placeres de fleste steder.
CNC-styret X/Y/Z- akse og RasterTomography betyder, at man nu kan måle emner op til ca. 500 mm med scan-tider (inkl. rekonstruktion) på få minutter afhængig af emnetype og materiale.
Prisen på den nye maskine forventes at ligge fra lige under 2,0 mio kr. og fås med 130 eller 160 kV røntgen-kilde (transmissionsrør) og med op til 80W power, hvilket sikrer hurtige scan-tider og høj nøjagtighed.
TomoScope FQ – inline CT-scanning til produktioner!
Sideløbende med de nye CT-scannere har Werth nu udviklet et nyt Fast Qualifier koncept, som sikrer muligheden for inline CT-scanning i produktionen. Ved blandt andet at skabe nemme adgangsforhold for robotter, at sætte effekten gevaldigt op fra f.eks. 80W til 1500W samt at koble flere pc’er sammen i et kluster, kan man nu have cyklus-tider med scanning og rekonstruktion/evaluering på ned til 30 sekunder.
TomoAssist – ny intelligent software fra Werth der har styr på parametrene!
Mange CT-operatører kender til vanskelighederne med at sætte de rigtige parametre, når de skal måle et nyt emne, og det kan give store variationer i målingerne og på scan-tiderne ikke mindst. Det hjælper det nye TomoAssist i fremtiden alle Werth CT-operatører med.
Fordelen er indlysende, for det gør scanning til en leg, men samtidigt giver det en anden og mere vigtig fordel; nemlig muligheden for i højere grad at standardisere programmeringen og dermed sikre mere sammenlignelige resultater.
Se mere til Werths nye produkter på Werths stand 7101 på Control 2019 i Stuttgart i næste uge…